Ældre

Lige nu kører debatten livligt om behandlingen af de ældre i Syddjurs Kommune.

Jeg tror, det er de færreste, der mener, vi skal forringe vilkårene - Tvært imod! Vores ældste medborgere, som ikke er i stand til at klare sig selv, skal have en værdig og “varm” behandling. Det er det mindste, de burde kunne forvente efter et langt arbejdsliv - i et land med et rekordhøjt skattetryk.

Det er dog de færreste, der kommer med et realistisk bud på, hvorfra pengene skal komme. Skal det gå ud over personalet i kommunen, dagplejerne, skolerne, infrastruktur eller kultur?

Jeg er af den klare opfattelse, vi skal fokusere på at tiltrække flere virksomheder - med flere arbejdspladser til følge - og borgere i den arbejdsdygtige alder. Hvis ikke vi virkelig kæmper den kamp nu, er jeg bange for den demografiske udvikling kommer til at ramme os i nær fremtid. Og så undgår vi desværre ikke at finde sparekniven frem - hvor lidt vi end ønsker det.

Derfor vil jeg arbejde for, vi skal fokusere på at tiltrække flere “medskatteydere” til kommunen, så vi kan sikre velfærden i fremtiden.